Næsten alle unge får efterhånden en uddannelse, lyder det i disse år.
Men tal fra Undervisningsministeriet viser ifølge Jyllands-Posten, at der stadig er 78.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken har taget eller er i gang med en uddannelse efter folkeskolen.
Det svarer til 14 pct. af de unge i denne aldersgruppe.
Regeringens målsætning er, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en uddannelse, og ifølge ministeriets fremskrivning forventes 93 pct. af de unge, der forlod folkeskolen i 2012, at få en uddannelse, senest 25 år efter at de er gået ud af folkeskolen.
Men de konkrete tal for unge uden uddannelse er mindre opløftende. Enkelte steder i landet har for eksempel erhvervsskoler og gymnasier derfor slået sig sammen på samme adresse på en såkaldt campus. Erfaringerne med campusser skal nu samles sammen for at få svar på, om de kan sikre, at flere får en uddannelse.
/ritzau/