Arbejdsløshedstal i bedring, forår på boligmarkedet og 60 milliarder ekstra opsparede og let tilgængelige kroner på bankbøgerne. Intet er åbenbart godt nok til for alvor, at få danskerne til at skrue op for forbruget. Det kan man læse ud af en ny meningsmåling foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen. Den viser, at 81 procent af danskerne ingen planer har om at øge deres forbrug i de kommende tre måneder. Samtidig afviser hele 96 procent blankt enhver plan om at optage nye forbrugslån. Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen mener, at der er tale om et meget klart udtryk for, at den finansielle og økonomiske krise fortsat sidder dybt i danskerne. Og at der desværre skal uhyggeligt meget lidt til for at knække den begyndende vending i forbrugertallene, som økonomerne har observeret i løbet af de seneste måneder.
Børsen side 16.