Uge 9 var ”Fairtrade uge”, hvilket bl.a. var synligt via outdoor, med årets tre ”Fairtrade Fightere” – Asger Aamund, Anette Heick og Anna Pihl alias Charlotte Munck, samt via forskellige arrangementer.
Max Havelaar Fairtrade opstod i 1995, og siden er det gået meget stille og roligt både mht. salg af varer og kendskabet. Men bedre markedsføring og større udbud af varer har løftet kategorien de sidste par år. Der er dog stadig et stykke vej endnu, førend det gode budskab er bredt helt ud. Det var en af konklusionerne fra Dansk Erhverv, som man k unne høre til en business brunch, der blev afholdt på den gamle Børs, fredagen op til ”Fairtrade-ugen”.
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv mangler 44 pct. af forbrugerne kendskab til fairtrade-mærkning. Og 21 pct. mener ikke, at der er væsentlige købsparametre for fairtrade. Begge udsagn kan hænge sammen med manglende kendskab til, hvad Max Havelaar og altså fairtrade står for. Så selv om Max Havelaar er blevet bedre på markedsførings-fronten, er der stadig meget arbejde, der skal gøres. Og det er generalsekretær Judith Kyst fra Max Havelaar Fairtrade da også udmærket klar over. Bl.a. derfor blev ”Fairtrade ugen” iværksat, ligesom de tre kendte ”Fairtrade fighters” er aktive ambassadører for det gode budskab.
Ifølge Judith Kyst er der tre trends for fairtrade i Danmark. De nyeste tal viser nemlig, at 3 ud af 10 forbrugere har købt fairtrade inden for de sidste tre måneder, og at kun 8 pct. af forbrugerne mener, at fairtrade-produkterne er for dyre. Så trenden er, at folk har pengene og gerne vil bruge dem på fairtrade. En anden trend er at sortimentet er blevet bredere end bare bananer og kaffe. Også produkter som te, snacks, vin, chokolade, ris, rørsukker, honning, og håndklæder er kommet på markedet, og der kommer hele tiden nye fairtrade produkter til. En tredje ting der er ved at brede sig er private label, der bl.a. er stort hos tyske Lidl. Trenden er på vej til Danmark, hvor dagligvarehandelen også er blevet mere villig til at have fairtrade produkter på hylderne.
I specielt England og Finland er fairtrade-trenden stor. Og hos Max Havelaar tror man på, at trenden vil blive lige så stor i Danmark. Den globale vækst har da også fra 2004 til 2005 været på 37 pct., hvilket betyder at, der er gået 90 mio. kr. ekstra til de bønder, der er involveret i fairtrade-handelen. Hvilket igen vil sige, at de har fået muligheden for et bedre liv. Og det er jo netop, hvad det hele handler om. For som ”fairtrade fighteren” Asger Aamund sagde til brunchen, så har 60 års udviklingsbistand været en fiasko. Mens fairtrade er hjæ lp til selvhjælp, hvilket skaber synlige resultater i udviklingslandene. I stedet for at leve på et oplevelses-minimum, får de involverede bønder via fairtrade muligheden for udvikling og vækst.
Ansvar gør sårbar
Og vi har alle et ansvar, ikke kun forbrugerne, men også virksomhederne. Det kunne adm. direktør Jesper Møller fra Toms Gruppen A/S fortælle.
Toms Gruppen arbejder aktivt med CSR, og det har man gjort de sidste par år. Indtil nu har chokolade-fabrikanten kun et fairtrade-mærket produkt på markedet, en guldbarre, men Jesper Møller lover, at der vil komme flere til.
Ifølge den adm. direktør, så bliver en virksomhed mere sårbar, ved at arbejde med CSR, fordi offentligheden stiller sig mere skeptisk an. Så det er ikke uden konsekvenser.
”Når man går ud og gør noget godt, så bliver man spurgt om man virkelig mener det. Der bliver sat spørgsmålstegn ved virksomhedens troværdighed”, fortalte Jesper Møller.
Toms Gruppens forbrug af kakaobønner fra Ghana, udgør kun ½ til 1 pct. af Ghanas samlede kaka ohøst og eksport. Så Toms ene fairtrade guldbarre gør ikke den store forskel, endnu. Men ifølge Jesper Møller vil Toms Gruppen være chokoladebranchens enfant terrible, man vil gerne provokere, for at få hele branchen til at tage et ansvar. Som Jesper Møller udtrykte det: ”Vi er langt fra de største i branchen, men vi ser det alligevel som et kald at advokere for CSR”.
Toms Gruppen er ikke den eneste virksomhed, der føler et ansvar. Ifølge Dansk Erhvervs analyse, så mener 83 pct. af de danske virksomheder, at etik er en del af det at drive virksomhed i en global verden. 92 pct. begrunder det med et moralsk ansvar, mens 50 pct. også skæver til de positive tal på bundlinien.
72 pct. af de danske virksomheder mener at ansvar bl.a. via fairtrade bliver vigtigere de næste fem år. Så der er vist ingen tvivl om, at fairtrade som en del af vores livsstil er kommet for at blive.
Citat
60 års udviklingsbistand har været en fiasko, mens fairtrade er hjælp til selvhjælp.
Asger Aamund
”Når man går ud og gør noget g odt, så bliver man spurgt om man virkelig mener det. Der bliver sat spørgsmålstegn ved virksomhedens troværdighed”, fortalte Toms Gruppens adm. dir. Jesper Møller, som mener, at arbejdet med CSR gør en virksomhed mere sårbar.
Nyheder