Flere store konkurrencer har præget mediabureau-branchen i den senere tid, og det gav ekstra travlhed for bureauerne, da de samtidig skulle tilmelde kampagner til den nyindstiftede pris, Årets Rambuk, der gives til Danmarks bedste mediastrategi.
Der er jurymøde i denne uge, og slutfacit blev, at ni mediabureauer har tilmeldt i alt 21 kampagner. Men da flere af kampagnerne er tilmeldt både en af målgruppe-kategorierne og bedste brug af media, er der i alt 30 konkurrenter fordelt på de fire kategorier.
Størst interesse har der været for Bedste brug af media, hvor 12 arbejder skal konkurrere om prisen. Syv arbejder skal konkurrere om prisen i Andre specifikke målgrupper, mens Børne- og ungdomskampagner har seks tilmeldte kampagner. Endelig er der Brede og folkelige kampagner, hvor fem arbejder dyster om prisen.
Herudover vil der blive uddelt en overordnet vinder.
Årets Rambuk uddeles på Mediadagen d. 9. juni på Base Camp på Holmen, hvor der vil være både prisoverrækkelse, tre foredrag og efterfølgende middag og fest.
Bag prisen står Markedsføring og Dansk Marketing Forum.
Læs mere og tilmeld dig på: www.markedsforing.dk/mediadagen