DR’s 900 journalistiske medarbejdere stemte ved en urafstemning i går nej til et mæglingsforslag, der var resultatet af fire måneders forhandlinger om en ny overenskomst. Nej’et betyder, at seerne og lytterne fra på mandag må leve uden nyheder og magasinprogrammer på DR’s kanaler. Der bliver dog ikke tale om sort skærm, idet DR fortsat vil sende forproducerede programmer, genusendelser og musik på to tv-kanaler og fire radiokanaler.
Generaldirektør Chr. Nissen er overrasket over at så mange har sagt nej til et nyt lønsystem. Han forventer at strejken kan blive langvarig.