Historier som ”Gør din krop forårsklar” og ”Sådan får du en kæreste på nettet” forsvinder ikke ganske og aldeles – men det bliver det dagsordensættende og skarpe nyhedsstof, der skal prioriteres, når et nyt og relanceret BT i dag går i luften.
– Vi skal være et moderne nyheds-brand, hvor væsentlige nyheder i samfundet sættes i højsædet. Vi skal ikke være morgenaviserne om igen, men stadig have tabloid-avisens journalistiske tilgang.
Det fortæller ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen i anledning af, at BT i dag afslører de første synlige resultater af længere tids relanceringsarbejde.
Med sloganet ”Nyheder, der ikke spilder din tid” skal det nye BT positionere sig mellem de store morgenaviser på den ene side og den ”rendyrkede” tabloidstil på den anden side.
– Nyhederne er den stamme, vi bygger på. Dertil kommer et antal ”grene” på stammen i form af fx sport, som fortsat vil være en af de tykkeste grene, krimi, sundhed og forbrug. Lidt populært sagt kommer der flere politiske og samfundsrelevante nyheder og færre tomme kalorier, siger Olav Skaaning Andersen.
BT dropper ikke ”plus”-stoffet, og går heller ikke væk fra at skrive om sundhed, familie og forbrug, men stoffet vil i højere grad blive nyhedsvinklet. Og så kommer der færre ”bryst-ups”, som chefredaktøren udtrykker det.
Billeder bliver mindre
I samme boldgade fortæller Olav Skaaning Andersen, at layoutet på både avis og net skifter stil – i øvrigt orkestreret af brand- og designbureauet eTypes.
– Der bliver fx tale om flere indgange til de enkelte historier, ligesom vi går væk fra de der kæmpestore billeder og kæmpestore rubrikker, som du tidligere har kunnet se.
Samtidig med relanceringen i eftermiddag, går BT også i luften med sin iPad-version, og så skydes hele molevitten i gang med en større kampagne.
Kampagnen kommer til at køre på flere platforme, blandt andet print og online, og i næste uge også på tv. Berlingskes bureau, Marketsquare, står bag.
Tjek det nye site her.