Tysklands beslutning om at lukke sine a-kraftværker gemmer på et grønt eksport-eventyr for Danmark på mindst 60 mia. kr. Kodeordet er energieffektiviseringer.
–Vi forventer, at der vil komme langt større fokus i Tyskland på energieffektiviseringer, end tilfældet er i dag. Og det er der danske penge i, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.
Dansk Energi har regnet på tallene med udgangspunkt i lukningen af de 17 a-kraftværker frem mod 2022 og Tysklands mål om at reducere energiforbruget med 10 pct. Alene lukningen af værkerne åbner et marked på 60-110 mia. kr. for rådgivning og salg af energispareløsninger, lyder vurderingen. Det er imidlertid ikke kun energiselskaberne, som øjner en god forretning. Vindmølleindustrien glæder sig også over Tysklands farvel til a-kraft.
–Beslutningen må og skal resultere i flere ordrer til danske virksomheder, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien til Jyllands-Posten.