Den fredelige og fordragelige tone, som ledende dagblads-personer har søgt at opretholde siden fusionen mellem Jyllands-Posten og Politiken, samt annoncesamarbejdet Metropols sprængning, blev i går vanskeliggjort betragteligt.
Det er realiteten efter, at Jyllands-Posten lancerede et hidsigt angreb på Århus Stiftstidende ved at åbne en ny front i Randers. Jyllands-Post-ejede datterselskab, Ejendomsavisen, har over-night hugget alle ejendoms-annoncerne i Randers. Først i januar sender avisen en ny Randers-udgave på gaden i 57.000 eksemplarer på basis af en aftale med alle byens ejendomsmæglere. Samtidig varsler Jyllands-Posten et JP Randers-tillæg, og samlet set bliver der således tale om et voldsomt angreb på Århus Stiftstidende, som i dag er en fusion mellem den århusianske regional-avis og Randers Amtsavis.
Initiativet er en alvorlig økonomisk trussel mod Århus Stiftstidende og chefredaktør Erik Frodelund siger til Børsen i dag, at avisen nu ikke forventer balance i økonomien før om yderligere to år. Hidtil havde han regnet med at det skulle være sket nu.
Situationen understreger, hvordan magtbalancen i den danske dagblads-verden er tippet fuldstændig efter JP/Politiken fusionen og sprængningen af Metropol. Som Markedsføring skrev for 1 måned siden, så er Berlingske sat under pres, og det erkender Joachim Malling nu åbent i Børsen i dag, hvor han pointerer, at det ikke vil lykkes for Jyllands-Posten at kvæle Århus Stiftstidende. Joachim Malling er nu gået af som formand for bestyrelsen for Århus Stiftstidende for at blive erstattet af nordmanden Tom Jørgensen, der repræsenterer Orkla i Berlingske-koncernen. Udskiftningen begrundes med, at Malling ikke har tid nok til at have så meget fokus på Århus, som det er nødvendigt.
Erik Frodelund beskriver alvoren ved at erkende, at Jyllands-Postens vej til et angreb på JydskeVestkysten ligger åben, hvis avisen får held til at sætte sig på det århusianske marked.
De sydvestjydske og sydsjællandske bladkredse er de to eneste områder i Danmark, hvor Berlingske-alliancen fortsat er størst, og som Markedsføring beskrev for en måned siden, så vil Jyllands-Posten have gode muligheder for at sætte et angreb ind – både i Århus og i det sydvestlige Jylland og derved styrke den nye alliances markeds-position. fin