Forbrugerminister Carina Christensen (K) lancerede i april et Spis Mest mærke, der skal vejlede forbrugerne om sunde og usunde fødevarer på butikshylderne. Da detailhandlen og fødevareindustrien ikke ville vide af mærket, har det hidtil levet sit liv på en hjemmeside på internettet.

Dansk Erhverv er parat til at bryde den meget fastlåste situation og opfordrer ministeren til at indlede forhandlinger via Nordisk Råd om et nordisk mærke med udgangspunkt i det svenske ernæringsmærke, Nøglehullet, der allerede sidder på mange varer.

– Sagen er havnet i et dødvande, selv om vi fagligt set står meget tæt på hinanden. I stedet for alle bliver stående i ringhjørnet, vil vi prøve at se, hvad der kan bringe sagen videre. Et rent dansk mærke er ikke vejen frem, og et EU-mærke er ikke så langt fremme, som vi havde håbet. I den situation vil en nordisk model kunne være et første skridt, siger Lone Rasmussen, der er forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv. Brancheforeningen repræsenterer blandt andre de store detailkæder.

Ritzau