Reklamebureauet Emaze, der kalder sig Nordjyllands mest begejstrede, vil bide skeer med sine københavnske konkurrenter.
De kan endda dokumentere begejstringen, idet de har registreret varemærket ”Wauw” for at kunne kommunikere, at kunderne udbryder wauw, når de ser bureauets arbejder.
Det skal sjællandske og københavnske kunder nu også have mulighed for. Emaze placerer nemlig en medarbejder i hovedstaden, og årsagen er ifølge reklamebureauet selv en markant interesse fra en række sjællandske kunder.
– Vi får en del henvendelser fra Sjælland, og derfor har vi besluttet at placere en mand i København, så vi kan sikre de bedste forudsætninger for et fremtidigt samarbejde med eksisterende og nye kunder, siger kreativ direktør Søren Rigborg, der også er medejer af Emaze.
En stigende efterspørgsel på stort set alle branche-områder har betydet flere ansættelser den seneste tid, og den sidste af slagsen er altså placeringen af Christian Anders Jørgensen i København fra 1. maj.
Han har tidligere arbejdet hos blandt andet SAS Scandinavian Airlines Danmark inden for områder som forretningsudvikling.
Emaze består nu af seks fuldtidsmedarbejdere og fire på deltid. Kunderne er bl.a. Aalborg DH, ICT Logistics, Novatech og Bay Group. Emaze specialiserer sig især inden for detail, logistik og spedition og B2B.