Man kan kigge langt efter askebægrene i reklamebureauet Weltklasses lokaler i Sønder Tranders. Her er rygning strengt forbudt – en politik, der stemmer fint overens med den niche, som bureauet de seneste måneder succesfuldt har efterfulgt.
I december vandt bureauet en konkurrence om et budget på en million kroner for Københavns Kommune, og nu følges op med endnu konkurrencesejr – denne gang er kunden Sundhedsstyrelsen, og det drejer sig om er et nationalt initiativ rettet mod unge.
Kampagnen, der finansieres gennem satspuljemidler, fokuserer på at udvikle og implementere et nyt nationalt koncept, der skal forebygge, at børn og unge begynder at ryge – og hjælpe unge rygere med at stoppe.
Bag kampagnen, som kommer til at køre fra august, står foruden Sundhedsstyrelsen et konsortium bestående af Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Lungeforening, Astma-Allergi, Sund By Netværket og Hjerteforeningen.
Opgaverne, der rummer både produktion af film og et omfattende online-univers, løses med Weltklasse som hovedleverandør og to andre kreative Aalborg-firmaer som underleverandører. Det drejer sig om filmproduktionsselskabet Oscar Film og det digitale bureau Netimage. Sidstnævnte blev fornylig en del af Nordjyske Koncernen.
Weltklasse reklame + pr er grundlagt i 2005 af Charlotte Stougaard og Jeanett Kaare, der brød ud fra det nu hedengangne Aalborg-bureau 9000Lux. Bureauet har løst opgaver for blandt andre Aalborg Universitet, Adidas, Skagenfood, Vejdirektoratet, Københavns Kommune, ADHD-foreningen, Canon og Region Nordjylland.