Aalborg-bureauet Green.Click, der i august oprustede på direktør-fronten med ansættelsen af Thomas Olsen som ny kommerciel direktør, har købt konkurrenten Searcus og åbnet online marketing-bureauets første kontor i København.
– Både opkøbet af Searcus og ansættelsen af Thomas Olsen giver adgang til erfaring og viden om forretningsudvikling i den tunge ende, lyder det blandt andet fra Jan Nygaard Hesselby, CEO og partner i Green.Click, i en pressemeddelelse.
Searcus, der bibeholdes som datterselskab i Green.Click, har især erfaring inden for fritidsbrands fra arbejder udført for kunder som Novasol, Dansommer og Sol & Strand
Med i opkøbet af Searcus følger Martin Nymark, Strategic Media Advisor, som begyndte i branchen i 1998, altså inden Google, Facebook, LinkedIn og andre platforme blev hvermandseje i Danmark.
Om opkøbet siger han blandt andet:
– Som vi ser det, er vi stærkere sammen end hver for sig. Her er noget af det, vi helt konkret kan bidrage med, vores erfaring med at udvikle større virksomheder – specielt inden for leisure, kæder og B2B.
Det nordjyske bureau har også åbnet et nyt kontor på Njalsgade 76 i København i slutningen af august.
Åbningen sker for at komme tættere på såvel eksisterende kunder (50 procent af bureauets kunder findes i dag på Sjælland) som potentielle kunder.