Med lanceringen af en gratisavis i Aalborg-området får den første danske provinsby nu også en gratisavis i lighed med københavnernes Urban og MetroXpress.
Avisen, der får tabloid-format, henvender sig især til unge og folk på farten og vil fra den 8. april blive delt gratis ud på alle hverdage ved trafikknudepunkter, busser, uddannelsessteder og ved universitetet. I første omgang bliver det daglige oplag på cirka 25.000.
Bag udgivelsen står Nordjyske Avisselskab, der også står bag Nordjyske Stiftstidende, TvDanmark Aalborg, ANR-radioerne og en række lokale ugeaviser.
– Vi ønsker med gratisavisen at dække behovet for information hos de unge og folk på farten. Desuden er der flere annoncørkroner i at henvende sig til unge mennesker, der som bekendt har en høj forbrugsrate, siger administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Per Lyngby uden dog at ville sætte konkrete tal på annonceforventningerne.
Han forklarer, at avisen – som endnu ikke er navngivet – er et led i Nordjyskes modtagerstyrede informationsstrategi, der handler om at være dér, hvor folk er. Desuden siger Per Lyngby, at avisen vil adskille sig markant fra Nordjyske Stiftstidende, som henvender sig til familien, og at der ikke vil være overlap mellem Nordjyske og den ny gratis-avis.
– Mere end 40 procent af aalborgenserne er mellem 13 og 29 år, og avisens sprog og tone vil da også være rettet mod de unge, fremhæver han og tilføjer, at hovedparten af artiklerne bliver baseret på ritzau-telegrammer.
Gratis-avisen kommer ifølge Per Lyngby ikke til at koste selskabet dyrt, idet de primært vil gøre brug af eksisterende ressourcer.
– For os er den nye avis snarere et spin-off. Vi styrker os lidt på redaktionen, men så løsrevet bliver avisen heller ikke – for eksempel fordi jeg også skal være chefredaktør.
Gratisavisen er kun ét af en række offensive initiativer, Nordjyllands Avisselskab og Aalborg TVR vil tage på medieområdet i den kommende tid.
– Blandt andet vil vi styrke vores radio- og tv-dækning og ikke mindst vores netsatsning betydeligt i løbet af efteråret, fortæller Per Lyngby. cnb