Alle danske Zoo’s har dem, faste sponsorer, der udvælger en dyreart, der på en eller anden måde kan relateres til sponsorens brand, som de så bliver sponsorer på. Og det er så det. Men i Aalborg Zoo er man begyndt at arbejde videre med sponsorkonceptet, for ifølge marketingchef Lone Andersen fra Aalborg Zoo, kan man her mærke, at sponsorerne gerne vil noget mere:
– Vi har i Aalborg Zoo 136 sponsorer, og mange har givet udtryk for, at de gerne vil noget mere med deres sponsorat. Samarbejdet omkring ”læse-male-opgavebogen” har været meget positivt, og har givet os blod på tanden for flere samarbejder mellem zoo’en og sponsorerne.
Event- og marketingbureauet 9000 lux har samlet 13 Aalborg Zoo-sponsorer om projektet ”læse-male-op gavebogen”. Målgruppen er børn i alderen 3–11 år og bøgerne i et oplag på 50.000 uddeles gratis i forbindelse med Aalborg Zoos 70-års jubilæum. 9000 lux har fostret idéen til den særlige bog, hvor hver side på finurlig vis har at gøre med sponsorernes forskellige fagområder. Fx er Spar Nord-tegningen knyttet til en lille regneopgave, mens siden, som Nestlé har sponseret, handler om isbjørne.
Projektet er det første af sin art i Aalborg Zoo, og opgaven for 9000 lux gik ud på at samle Aalborg Zoos sponsorer omkring idéen og konceptet og der igennem agere fundraiser. Aalborg Zoo har således ikke selv haft udgifter til projektet.
Hver sponsor har været inddraget i tilblivelsen af malebogen, der grafisk er fostret af kreativ direktør Ole Okkels. ”Læse-male-opgavebogen” er trykt i 50.000 eksemplarer og udgives med støtte fra Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune samt de øvrige sponsorer, der tæller Niras, Nordea, Aalborg tekniske skole, Nestlé, Nordjyske Medier, Siemens Mobile, Hedeselskabet, Rambøll, Danske Bank og Fibertex.
– Vi har længe gået med idéen, men timingen var helt rigtig op til havens 70-års jubilæum. Sponsorerne fik det præsenteret som en oplagt mulighed for at vise deres opbakning til Zoo, og heldigvis var der overvældende stor tilslutning. Aalborg Zoo havde sidste år mere end 385.000 besøgende, og det tror jeg, er en af årsagerne til, at vi har fået så mange sponsorer med. Bogen profilerer dem på en ny, men dog diskret måde, og Aalborg Zoo opnår at komme med børnene hjem og forbliver dermed synlig i en længere periode. Dermed opnår alle medvirkende parter en gunstig effekt, siger Thomas Fedder, kontaktdirektør i 9000 lux.
En hårfin balance
Hverken kontaktdirektøren eller marketingchefen mener, at tiltaget kan ses som en direkte markedsføring af sponsorerne overfor børnene:
– Vi mener, at sponsorerne bliver profileret gennem børnene til forældrene, og sponsorerne er da også kun med i bogen, fordi de er sponsorer på projektet, forklarer Lone Andersen.
– Det har da helt sikkert været en hårfin bala nce, tilføjer Thomas Fedder og fortsætter:
– Vi ville gerne give børnene noget gratis, og det kræver sponsorer. Men samtidig har vi holdt igen og forsøgt at være diskrete mht. det logomæssige, ligesom det har været vigtigt for os, at dyr og sponsor i bogen hænger naturligt sammen. F.eks. har vi kombineret en teleudbyder med et dyr, der taler meget, etc.
For Aalborg Zoo har det været vigtigt, at skabe noget, som kunne holde længere end en tur i Zoo’en:
– Den bagvedliggende tanke er, at knytte målgruppen tættere til Zoo’en, altså børnefamilier med børn i alderen 3-11 år. ”Læse-male-opgavebogen” må gerne generere lidt snak om Zoo lang tid efter, at de har besøgt Zoo’en. Måske var der et dyr de ikke fik set, ligesom de kan vise bogen til deres kammerater, som så får lyst til at besøge Zoo’en, mv. forklarer Lone Andersen.