Alle forudsætninger for at blive et boomcenter inden for biotek er til stede i Øresundsregionen. Universiteter, en god forskningstradition og stærke medicinalvirksomheder i omegnen. Men for at det skal blive en succes, skal samfundet støtte det, og der skal være kapital. Og her er kæden hoppet af, mener rigmanden og biotek-investoren Asger Aamund.
– Den store drøm ligger i ruiner, fordi der ikke har været politisk forståelse for at skabe et vækst- og indtjeningsgrundlag for det fremtidige Danmark. Det begynder man at forstå nu, men det er ved at være for sent, siger han.
Han revser regeringen for ikke at have stillet risikovilligkapital klar til de mange små virksomheder, der kom frem, da Medicon Valley startede. Nu 12 år efter kæmper flere for overlevelse, og resultaterne er ifølge Asger Aamund begrænsede.
– Jeg sagde dengang, at hvis ikke vi kan skaffe kapitalstrøm til virksomhederne, bliver Medicon Valley ikke andet end en overskrift, som lyder flot. Det er det, der er sket. Der har ikke været penge til biotek-sektoren – selv under højkonjunkturen har det været meget meget svært for virksomhederne at få penge, siger han. Også to af de store spillere, Lundbeck og Novo Nordisk, kræver handling fra politikerne.
Berlingske Business side 1 + 6-7.