Det kan godt være, man plejer at sige, at alting går meget hurtigere i det private end i det offentlige.

Men hvis man vil levere kommunikation til politisk styrede kunder, skal man altså også somme tider kunne rykke hurtigt. Som nu fx da Erhvervs- og Vækstministeriet den 21. januar lagde en ny infokampagne i udbud.

Opgaven lød på at levere et bud på kommunikationen om den nye patentreform op til afstemningen om det europæiske patentsamarbejde den 25. maj, og der var deadline for aflevering af bud blot fire arbejdsdage senere.

Ikke fordi ministeriet følte trang til at drille bureauerne, men fordi det politiske spil til tider gør, at det må være sådan.

I det konkrete tilfælde hang den korte tidsfrist blandt andet sammen med, at det først i slutningen af december stod klart, at det nødvendige 5/6 flertal for Patentdomstolen ikke kunne opnås i Folketinget, og at regeringen derfor ville sende aftalen til folkeafstemning.

Dertil kom, at oplysningsmaterialet nødvendigvis skulle være tilgængelig senest den 25. februar om morgenen, fordi borgerne har mulighed at brevstemme tre måneder inden selve folkeafstemningen det i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet.

Bygger flyet mens vi lander

Ni bureauer tog kampen op, og Public – som løste opgaven over en weekend – løb med sejren.

– Udfordringen i netop denne kampagne lå i, at der skulle udvikles og produceres materiale på ultrakort tid. Samtidig skulle der sikres en bred enighed om det visuelle koncept og indholdet. I sådanne situationer vil vi som opdragsgiver samarbejde med et bureau, der arbejder fleksibelt, hurtigt og leverer varen i tæt samspil med os, siger Christiane Misslbeck-Winberg, der er chefkonsulent i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Kampagnen skulle være i luften blot tre uger efter, at kontrakten kunne underskrives, så februar har været en travl måned for Public.

– Normalt bruger vi 6-8 uger på en kampagne i denne her størrelsesorden, og her har vi haft det halve. Det betyder reelt, at vi bygger flyet, mens vi lander det, og det har krævet stram styring og et meget tæt samarbejde med kunden, siger kontaktchef hos Public, Julie Bidstrup, som også peger på, at den konceptuelle stil er anderledes, end hvad man typisk ser fra fx Erhvervs- og Vækstministeriet.

– Men vi mener, at netop det emotionelle i konceptet kan tiltrække opmærksomhed til et emne, som ellers må formodes at ligge i lavinteresse-sfæren

Kampagnen gik i luften sidste mandag med web, en kortfattet folder, og en fyldigere redegørelse til de særligt interesserede. Senere kommer også en film til.

Interesserede kan læse mere her.