Delta Grafisk A/S blev den første modtager af den nyindstiftede pris Innovations-prisen 1.0, som blev uddelt på Print & Publicering ’05 – et årligt fællesarrangement for den grafiske industri i Danmark.
Formålet med Innovationsprisen 1.0 er at hædre de danske grafiske virksomheder, som gennem innovative tiltag har formået at udvikle deres forretning og styrke deres position på det hårdt trængte grafiske marked.
Da Delta Grafisk A/S i år 2000 valgte at gå fra at være en ren prepressvirksomhed til et komplet grafisk hus med trykkeri og bogbind, besluttede de sig samtidig for at blive et førende kompetencecenter i Danmark med hensyn til grafiske løsninger inden for både prepress og tryk.
Trykkeriet har ved at tage de seneste grafiske teknologier i brug løbende flyttet grænserne for forædling af trykopgaver. Som et af de få trykkerier i Norden arbejder Delta Grafisk A/S med trykning i Hexachrome (6 farver mod normalt 4), metalliske farver og specielle former for lakker.