For et par år siden eksperimenterede Carlsberg med appelsiner som aroma for at få ”The Orange Feeling” ned i den specialbryg, Husbryggeriet Jacobsen dengang havde fremstillet til Roskilde Festival.

Nu er Jacobsen igen på banen med special-bryg til festivalen, og denne gang er der ikke kun arbejdet med smagen, men også med farven.

Den nye Jacobsen-variant er en New England India Pale Ale (IPA), og den har meget passende fået navnet Jacobsen Orange 17, men ikke kun fordi øllet er brygget til Roskilde Festival 2017:

– Navnet opstod, fordi vi nørdede med maltsammensætningen for at fremelske netop den flotte, orange farve, som Roskilde Festivalen er kendt for, siger Bjarke Bertelsen, der er udviklingsbrygmester for Carlsberg, og sammen med brygmestrene på Jacobsen har brygget den nye variant.

Han fortsætter:

– I øl-verdenen arbejder vi med en farveskala, der hedder EBC, og en af de udfordringer vi gav os selv, var at finde den rette kombination af malte svarende til den velkendte orange roskildefarve. Og pudsigt nok landede den optimale farve på årets Roskilde øl på cirka 17 EBC.

Overrasker ikke med kæmpebrandert

Jacobsen har brygget økologisk siden 2008, hvor man lancerede Jacobsen Extra – og årets nye Roskilde-bryg er naturligvis også økologisk.

Præcis som forgængeren Jacobsen Pale Ale, der også blev skabt til Roskilde Festivalen, og som blev så populær, at den i dag indgår i brandets faste portefølje.

– Vi gør det her, fordi vi gerne vil vise, at Jacobsen kan brygge økologisk øl af meget, meget høj kvalitet. Man kan sige, at Jacobsen er et supplement til Tuborg og Tuborg Rå, som jo nydes til musikken og i sommersolen. Derudover giver det bryggerne på Jacobsen en unik mulighed for at eksperimentere, og det har de jo især gjort i år med denne her økologiske, orange New England IPA, siger Frederic Viking, der er Brand Manager for special-øl.

Og så rummer øllet endnu en – ikke uvæsentlig – fordel, fortæller Bjarke Bertelsen:

– En yderligere bonus ved Jacobsen Orange 17 er, at den har en for special-øl utraditionel, lav alkoholprocent på 4,5 procent, hvilket gør, at den ikke overrasker med en kæmpebrandert, men går rigtig godt til al den lækre mad, man kan få på festivalen.