Århus Stiftstidendes bestyrelse gav på sit møde i går grønt lys for at relancere avisen i august/september; en relancering, der betyder ændret indhold og sandsynligvis skift fra broadsheet- til tabloid-format (størrelse Markedsføring).
Bladhusets nye topchef Per Westergård, der er både adm. dir. og ansv. chefred., siger, at i hvert fald halvdelen af avisen bliver i det moderne tabloid- eller kompaktformat. Og gerne hele avisen, men det kræver en undersøgelse af effekterne blandt læsere og annoncører; her vil Stiften også se på erfaringerne fra JydskeVestkysten og andre, der nyligt har skiftet fra stort til lille format.
Relanceringen vil blive fulgt af massiv markedsføring, avissalg og annoncesalg, lover Westergård.
Og datoen? Den skal afklares meget snart; det bliver lige før eller lige efter Århus Festuge.
Per Westergård fik også bestyrelsens opbakning til et hurtigt strategiarbejde, så man kan få skiftet “bladhus” ud med “mediehus”. Strategien frem til 2009 skal være klar til juni. Interne folk skal være hovedkræfter i strategiarbejdet – med støtte fra Orkla-folk og eksterne konsulenter.
asj