For tre år siden var DR en af de første store kunder, der landede hos det digitale Aarhus-bureau Heyday.
Og nu kan parterne præsentere det seneste fælles projekt – et nyt online-univers til DR’s ungdomskanal DR Ultra, der har premiere på skærmen i dag.
Frederik Michael Hansen, der er redaktør for DR’s børne-websites, siger:
– Vi har et forrygende samarbejde med Heyday, som tidligere har designet online-universet til Ramasjang. Det har vi været rigtig glade for, og med DR Ultra sitet har vi igen skabt et unikt resultat.
Hos Heyday er der ligeledes stor begejstring for samarbejdet med DR.
– DR var en af vores første store kunder, og samarbejdet startede for tre år siden, da DR stod over for lanceringen af børnekanalen Ramasjang. Hos Heyday er vi naturligvis begejstrede for, at vi siden da har kunne fastholde og udvikle et godt samarbejde omkring DR’s webdesign, siger Ditte Rønn, der er kreativ direktør og partner hos Heyday.
Bureauet har i det hele taget godt gang i butikken. De seneste par år har der været tale om markant vækst – i omegnen af 40 procent på både top og bund, og ifølge Heydays strategiske direktør og partner, Anders Lorentz, ser indeværende regnskabsår – bureauets femte – også ud til at lande godt.
– Vi har haft nogle rigtig gode år, og selv om vores regnskabsår først slutter ultimo maj, tør jeg godt sige, at vi kommer til at fastholde god vækst. Formentlig omkring 25-30 procent på både top og bund. Vi så lidt nedgang sidst i 2012, men efteråret var fantastisk, og her i de første måneder af 2013 har vi også susende travlt – og kundetilgang, siger Anders Lorentz.
Han og de omkring 18 kolleger på bureauet kan ud over nye kunder også glæde sig over, at ”de gamle” åbenbart er tilfredse med det, de får: Aarhus Teater har været kunde i fire et halvt år, Tulip i fire – og altså DR i foreløbig tre.