180 mand i Århus og fire mand på et ny reklamebureau i København – det er opskriften på, hvordan man hos Recommended vil indfri en ambitiøs plan.
– Åbningen skal på sigt gøre Recommended til landets største bureau. I første omgang åbner vi med fire mand, men jeg ser gerne, at vi inden for et par år kan sætte et nul bag det tal, siger Jørgen Blauert, administrerende direktør for Recommended i Århus.
– Det handler om for det første at kunne servicere vores kunder langt bedre og for det andet at få en stærk repræsentation i København, hvor mange potentielle kunder blandt top 100 virksomhederne holder til, fortsætter han.
Jørgen Blauert beretter desuden, at han i flere år har ledt efter de rigtige profiler i København, og at dem, han nu har fundet, deler de værdier, der er grundlaget for Recommendeds succes.
Valget faldt på Halbye Kaag JWT’s tidligere kontaktdirektør Rune Gitz-Johansen og Flemming Holm, der indtil for nylig har været samme bureaus kreative direktør.
De skal sammen stå i spidsen for Recommended CPH, som slår dørene op på adressen i Kødbyen den 1. februar 2010 og dermed bliver det nyeste medlem af NP3 Communication Group.
Fleksibilitet skal flytte varer
Om Recommendeds mission om at etablere et brohoved for sin sjællandske landgang siger Flemming Holm, der bliver kreativ direktør på Recommended CPH:
– Vi er vant til store kunder, store budgetter og den komplekse forretningsmæssige og kommunikationsstrategiske forståelse. Og vi har den nødvendige fleksibilitet, fordi vi kan mønstre fra 4 til 180 kompetente kolleger. I København bliver det dog primært Rune og mig, der møder kunderne og lægger de kommunikative og strategiske linjer.
Rune Gitz-Johansen bliver administrerende direktør, og han ser, lige som Flemming Holm, frem til at bevise, at de kan bygge et solidt fundament for et stærkt Recommended i København.
– Jeg gider ikke tale om digitalt kontra branding kontra bundlinjeorienteret, som alle andre har så travlt med. Vi skal kigge på vores kunders behov, og herfra skal vi finde de rigtige kanaler og metoder. Det ene udelukker nemlig ikke det andet.
– Det er sådan, Flemming og jeg har arbejdet de sidste mange år med tilfredse kunder og langvarige kunderelationer som resultat, og her har vi også et klart fællestræk med Recommended i Århus. Det glæder jeg mig til at bevise igen med Recommended CPH, fordi det netop er i de langvarige, indsigtsfulde relationer, at magien og handlekraften opstår, siger administrerende direktør Rune Gitz-Johansen.
Flemming Holm og Rune Gitz-Johansen afleverede begge deres opsigelse hos Halbye Kaag JWT kort før årsskiftet.