Et stadigt voksende antal danske turister besøger Kroatien.
Og for at udbygge den positive tendens har de kroatiske turistmyndigheder indgået aftale med det århusianske kommunikationsbureau Medieministeriet, der fremover skal varetage PR og markedsføring af Kroatien på det danske marked.
Sidste år steg antallet af danske turister i Kroatien med knap syv procent sammenlignet med året før. Med det nye samarbejde skal denne tendens udbygges, så der i de kommende år vil være endnu flere danskere, der vælger Kroatien som feriemål.
– Vi har valgt Medieministeriet til at varetage vores opgaver på det danske marked inden for PR og de events, vi har på dansk grund som pressekonferencer, workshops og presseture. Vi ser frem til samarbejdet med én af de skarpeste profiler inden for kommunikation, da vi her fra Zagreb ikke altid kan være i fuld kontakt med det danske marked, siger Igor Borojevic, chef
for de udenlandske turistkontorer i Croatian National Tourist Board.
Medieministeriets direktør, Henrik Koch, ser frem til at bruge den erfaring, bureauet har fra sine øvrige kunder i rejsebranchen:
– Vi glæder os til at få endnu flere danskeres øjne op for Middelhavslandet, der i et par årtier har været overset, men nu er stærkt på vej tilbage.
I forbindelse med det nye samarbejde overgår Helene Bjerre Olesen, der tidligere har varetaget opgaver for Det Kroatiske Turistkontor, til Medieministeriet, hvor hun vil fortsætte sit hidtidige arbejde samt løse opgaver for bureauets øvrige kunder.