De to aarhusianske reklamebureauer envision og AarhusKontoret har indgået en strategisk alliance, som også medfører, at envision køber en mindre ejerandel i AarhusKontoret.

Alliancen gør det fremover muligt for AarhusKontoret at trække på envisions forbrugerindsigt og strategiske kompetencer, mens envision får adgang til et ekstra kreativt lag via AarhusKontoret, lyder det i en pressemeddelelse.

– AarhusKontoret og envision fortsætter hver især som selvstændige bureauer med egne navne, adresser og CVR nr. Men fremover kan vi trække på hinandens ressourcer og kompetencer under den samme paraply, der også rummer selskaberne Elektrisk og Nörd, der faciliterer bureauernes digitale kommunikationsløsninger og kampagner. I vores udvidede gruppe af bureauer vil vi fremover i højere grad kunne påtage os opgaver for kunder i samme brancher, uden at risikere interessekonflikter. For som selvstændige virksomheder kan vi sikre fuld fortrolighed og vandtætte skotter på kundeniveau, når det gælder strategisk rådgivning og kreativ eksekvering, siger adm. direktør Mona Juul fra envision.

I krisetider er der naturligvis mange bureauer, som er pres og derfor søger mod konsolidering. Det har man for nylig set et eksempel på i forbindelse med det strategiske samarbejde mellem reklamebureauet 727 og Social Media-bureauet Klean.

Men det er angiveligt ikke tilfældet eller motivationen denne gang. For begge bureauer har klaret sig godt i de senere år, lyder det.

– Via vores styrker kan vi åbne mange døre til nye kunder. Og uden at tage munden for fuld, så vil vi fremover kunne matche stort set alle kunders behov for at skabe vækst og værdi. Vi får med alliancen større muskler, og det betyder selvfølgelig også noget, siger direktør Anders Tranæs, som er én af de tre nuværende partnere i AarhusKontoret.

Han vurderer, at envision i disse år er ”blandt de mest veldrevne og succesrige reklamebureauer i Danmark”.

– Det er et bureau, hvor god karma og god økonomi går hånd i hånd, og hvor kunderne er sikret stærk forbrugerindsigt, strategisk forståelse og toptunet produktion. Det vil vi glæde os til at nyde godt af, samtidig med at vores kreative spidskompetencer kan kobles på envisions kreative afdeling i perioder med spidsbelastning, siger Anders Tranæs.