En ny konstellation ser dagens lys.
De århusianske reklamebureauer, envision og AarhusKontoret har købt en andel i produktionsselskabet Klap Film, som bl.a. udmærker sig ved at have produceret film for brands som Red Bull, Microsoft og Bestseller.
Bag Klap Film står de to kreative filmdrenge, de 25-årige Viktor Sloth og Martin Strandgaard, som begge fortsætter som medejere af virksomheden, der fremover får AarhusKontorets adm. direktør, Anders Tranæs bag roret.
– Der sker utroligt meget på filmfronten i øjeblikket, og vi er meget fascinerede af de to fyres evne til at skabe deres eget udtryk. De formår at lægge en helt særlig æstetik og fashionabelt look ind i deres film, og det kan vi se et stort potentiale i hos en række af vores kunder, fortæller Anders Tranæs, Klap Films nyudnævnte direktør.
Men selvom de tre bureauer kommer til at samarbejde tæt, bliver det fortsat som tre selvstændige virksomheder, hvor de hver især vil fortsætte deres samarbejde med eksterne leverandører, afhængigt af konkrete opgaver og kompetencer.
Dermed beholder Klap Film sin selvstændige profil, selvom de to filmfolk dog rykker ind i envisions lokaler.
Nye retninger
Med kompetencer fra henholdsvis envision og AarhusKontoret får Klap Film fremover mulighed for at skabe helt nye retninger for brug af reklamefilm, og ambitionen for den kreative enhed bliver bl.a. at skubbe til konventionerne og åbne op for nye måder at tænke i lyd og billeder, hvor Klap Film især har gjort sig positivt bemærket med korte formater på det internationale marked.
– Vi har (hidtil) brugt alle vores penge på det nyeste grej, så vi hele tiden har kunnet være med i den bedste liga. Det har betydet, at vi har spist en del havregrød og sparet på mange andre ting. Men vi lever og ånder for det her, og vi går ikke på kompromis, siger klipper og designer, Martin Strandgaard.
De to filmfolk har trods deres unge alder allerede formået at skabe en international stil, som bygger på en perfektion og et match mellem stærke fotografkompetencer, musikalitet og klippeteknik.
– Når man ser på vores film, er der en klar æstetisk linje, hvor vi blandt andet leger og modellerer med klippeteknikker, hastigheder, farvesætninger og symbolikker – og selvfølgelig musik, forklarer Martin Strandgaard.
Makkeren Viktor Sloth supplerer:
– Vores indgang til faget er mere kantet og ”fashion” end blot det gode håndværk. Vi vil gerne dyrke vores stil i endnu højere grad og skabe en niche, som er helt vores egen.
– Topmålet er at skabe high-end modekampagner og medvirke til at hæve standarden for virksomhedsfilm, reklamefilm, billboards og musikvideoer, slutter Viktor Sloth, som i øvrigt har en baggrund som fotograf, men nu har gjort levende billeder til sin levevej.