Torsdag morgen mellem 7.00 0g 10.00 uddeler et hold bude Århus Stiftstidende gratis forskellige steder i København, bl.a. ved Hovedbanegården og Nørreport Station. Anledning er den relancering, som præsenteres torsdag, og som adm. dir. og chefredaktør Per Westergaard karakteriserer som den mest omfattende i nyere tid.
– Uddelingen af gratis aviser i København er på én gang en sjov og en alvorligt ment provokation. Vi vil være avisen, der fører det store ord i Århus og omegn, og som sådan har vi en ambition om at resten af landet skal bemærke, hvad der sker i landets næststørste by. Samtidig vil vi gerne markere, at rygterne om vores snarlige død er stærkt overdrevne, siger Per Westergaard.
Århus Stiftstidende har valgt at satse målrettet på det lokale stof. Det handler om Århus og omegn, og det handler om en ny slags journalistik, der tager stilling, vælger side, og går aktivt ind og tager det store ord i den lokale debat og dialog.
– Hvis man vil overleve på det nye mediemarked, så handler det om relevans, siger Per Westergård. – Stiften skal have så stor relevans for læserne i Århus og omegn, at man med glæde betaler prisen. Så når vi deler avisen gratis ud i København torsdag, er det en del af pointen, at selv om man får en avis forærende, så er det ikke sikkert, man har så meget at bruge den til. fin