Århus Stiftstidende må lide den tort at repræsentere det største oplagsfald i juli, hvor avisen faldt over 10 pct. fra godt 49.000 eksemplarer. Jyllands-Posten faldt antalsmæssigt lige så meget, men her er det i forhold til over 142.000 eksemplarer.
Chefredaktør Per Westergaard, Århus Stiftstidende, vurderer, at juli måneds tab hænger sammen med, at mange salgs-aktiviteter har været droslet ned, fordi avisen i næste uge præsenterer den mest omfattende relancering i nyere tid. Skønsmæssigt vil der i ugerne efter d. 24. august være 30.000 ekstra eksemplarer i omløb, og det høje aktivitetsniveau vil fortsætte i efteråret.
– Vi har sparet penge i foråret til at kunne køre meget omfattende kampagner i forbindelse med relanceringen, og det er vores håb, at vi kan hente bl.a. det tabte fra foråret hjem, siger Per Westergaard.
Relanceringen tager sigte på en omfattende modernisering af avisen, så den kommer bedre i tråd med den moderne storby, som Århus er.
For tabloid-aviserne blev sommeren ikke kun god oplagsmæssigt. Både B.T. og Ekstra Bladet kunne notere stigninger. Ekstra Bladet mest med en fremgang på 5000 til ca. 123.000. Men for B.T. vil det mere beskedne plus på knap 2000 til 106.410 givet lune oven på en længere trængselsperiode. Det er anden måned i træk med fremgang. fin