Det 18 år gamle aarhusianske reklamebureau Minuskel har vendt sidste års minus til plus, og nu sættes nye kræfter ind i arbejdet med at styrke forretningen yderligere.
Helt konkret i form af ansættelsen af en ny kreativ chef i skikkelse af Bent Lomholt – en herre med lang og solid erfaring fra bureauer som primært Agency Spring og Envision.
Og hos Minuskel er adm. direktør, Jimmy Mørup naturligt nok godt tilfreds med dén fangst:
– Med Bent om bord har vi fået ekstra muskler til at hjælpe vores kunder med at navigere sikkert igennem den stadigt mere fragmenterede forretningssituation, der i dag hører til hverdagen på konkurrencebetonede markeder. Og i den forbindelse ser vi Bents kreative og ikke mindst forretningsmæssige ekspertise som et værdimæssigt perfekt match, siger han.
Det kan sgu gøres bedre
Hovedpersonen selv, der gennem årene har arbejdet for virksomheder som Arla, Mars, Grundfos, Danfoss og Dansk Supermarked, får hos Minuskel bl.a. til opgave at styrke bureauets fokus på branded content og kreativ strategisk forretningsudvikling.
– Et af tidens helt store buzzwords er jo Content Marketing, og jeg er glad for, at branchen har fået øjnene op for, at kommunikation altså bliver mere vedkommende, hvis det rent faktisk giver indhold og værdi for forbrugeren, siger Bent Lomholt.
Han mener, at en del brands i dag nok forsøger at ramme den rigtige modtager og den rigtige ”occasion”, men at de i virkeligheden ofte ender med at blive opfattet som upassende, fordi modtageren ikke er modtagelig for budskabet i den konkrete situation.
– Det kan s’gu gøres bedre. Med Content Marketing kommer du meget længere, hvis du ser udover kundernes kontaktinformationer og downloads af whitepapers og andet digitalt indhold. Så bliver du pludseligt et meningsfuldt brand, fastslår Bent Lomholt, der som et godt eksempel på dét nævner Karolines Køkken-kogebøgerne.
Har vendt minus til plus
Og den nye kreative chef kan i øvrigt glæde sig over at blive en del af en forretning i fremgang. Det viser Minuskels seneste årsregnskab, der netop er landet.
Et driftsunderskud fra 2014 på godt 500.000 er således nu vendt til et lille driftsplus på 50.000, og Jimmy Mørup forventer, at de positive takter fortsætter i 2016:
– Vi har været igennem et større strategiarbejde, herunder rokering og ny-ansættelser, og det har naturligvis kostet en del kræfter. Men det har også betydet, at vi har fået fokuseret forretningen på bl.a. salgsstrategi og segmenttilgang, så vi har positive forventninger til 2016, siger han.
I regnskabet står der, at jeres strategiarbejde har betydet, at en række kunder ikke længere betjenes?
– Det er korrekt, at vi igennem vores strategiarbejde har arbejdet på at fokusere vores aktiviteter – og når man gør det, så retter man til, og skærer det fra, der ikke skaber en fornuftig forretning. Det har vi gjort, og det er bl.a. det, der har betydet en ”kalkuleret omsætningsnedgang”, som det hedder i regnskabssprog.
Og pipelinen – hvordan ser den ud?
– Den ser rigtig godt ud. Vi har gang i masser af spændende ting i øjeblikket, så vi forventer et 2016-resultat med fornyet vækst i omsætningen og positive tal på bundlinjen, slutter Jimmy Mørup.
Blandt Minuskels kunder, finder man virksomheder og brands som Arla, Dansk Supermarked, Nybolig, Jem & Fix og Urtekram.
Nøgletal (DKK) 2015/2014
Bruttofortjeneste: 4.524.648/5.627.458
Driftsresultat: 53.697/-553.527
Årets resultat: 6.147/-554.515