Det aarhusianske digitalbureau Novicell har haft godt gang i butikken de senere år med en kundeportefølje, som består af 85 procent jyske kunder.

Men nu vil bureauet have bedre fat i de sjællandske kunder og åbner derfor kontor i Larsbjørnsstræde 3 i København.

– Det har aldrig været et større strategisk sigte med, at vi har sat os så tungt på det jyske onlinemarked. Det har ligesom bare været lidt lettere at køre til Horsens eller Vejle og skaffe en stor kunde end at bevæge sig til Sjælland, siger Per Kirchner, adm. direktør i Novicell.

– Som konsulent er det en kæmpe fordel at være tæt på kunderne hele tiden, og det er lettere, når transporttiden ikke er så stor. Derfor forventer vi, at vi med den fysiske tilstedeværelse på Sjælland kan skabe den samme platform for vækst, som vi har i Jylland nu, fortsætter han.

Novicell indgik tidligere på året et strategisk samarbejde med det digitale bureau KathArt Interactive for at få flere kunder i København og omegn, og det samarbejde fortsætter, fortæller Per Kirchner.

Erfaren web-mand i spidsen

Novicells plan er at skabe en eksakt kopi af bureauets set-up i Aarhus, så de sjællandske kunder kan få deres eget faste team af udviklings- og onlinemarketing-ressourcer med base i København.

Ifølge Per Kirchner skyldes timingen af Novicells åbning i København i høj grad, at den rigtige profil meldte sig på banen til jobbet som afdelingschef.

Det drejer sig om Jakob Bækkelund Nielsen, som kommer fra en stilling som webudviklingsansvarlig hos Kilroy. Før det har han blandt andet arbejdet som CRM Manager og Website Manager hos Unibet i London, men nu skal han stå spidsen for Novicell i København.

– Kunderne kommer til at nyde godt af, at Jakob kender branchen fra kundesiden, siger Per Kirchner om nyansættelsen.

Stabilitet frem for vækst

De seneste syv år er Novicell vokset fra syv til 80 medarbejdere, men væksten har aldrig været et mål i sig selv – og det kommer også til at gælde det nye kontor i København, siger Per Kirchner.

 – Væksten kommer, efterhånden som kunderne kommer. Så der er ingen forkromede planer om, at vi skal være så og så mange medarbejdere inden for de kommende år. Vigtigst er det, at vi har en stabil forretning og også i 2015 vækster samtidigt med, at vi holder vores overskudsgrad, siger han.

Novicell omsatte i 2013 for 47,6 mio. kr. og havde et overskud før skat på 7,164 mio. kr.