Med deltagelse af 300 pressefolk fra ind- og udland og med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen i spidsen overrakte Ecco i går sin Walk IN Style Award 2009 til den norske forfatter Åsne Seierstad.
Prisen, som hylder kvinder med personlig stil og indre styrke, blev overrakt efter et modeshow, som viste Eccos efterårskollektion 2009 på en catwalk, som bød på både engelsk skolepigestil, rå punkmode og luksussko fra en helt ny premium collection i Python slangeskind.
En enig dommerkomite indstillede Åsne Seierstad med blandt andet disse ord:
“Hendes evne til at fortælle historier og til at dele dem med resten af verden er formidabel. Gennem sin journalistik og sit forfatterskab, har hun fortalt historier fra krigsområder på sin helt egen måde og sat fokus på, hvordan ofrene oplever krig og uroligheder. Ikke mindst har hun evnet at formidle børn og kvinders livssituation i dele af verden, hvor de fleste af os aldrig ville have vovet at tage til.”
Og de rosende ord fortsatte:
“Hun er en kvindelig rollemodel i et mandsdomineret miljø, og hun har evnet at se virkeligheden gennem andre briller. Gennem sit stærke engagement og evne til at gå egne veje, fremstår hun som en kvinde, som kombinerer mange værdier og giver inspiration til mange omkring sig.”
Egen skole i Afghanistan
Pengene skal gå til en pigeskole i Afghanistan, som Åsne Seierstad allerede selv har finansieret med en million af egen lomme.
Efter overrækkelsen af prisen sagde hun:
– Jeg har brugt cirka 1,5 millioner kroner af mine bogroyalties til velgørenhed. Jeg har blandt andet bygget en skole til 600 piger i Afghanistan, støttet en jordmoderuddannelse og købt en grund for at bygge et bageri til et børnehjem i Tjetjenien. Prisen, jeg har vundet i aften, vil gå til min pigeskole i Afghanistan, da min hjertesag er uddannelse. Kun via uddannelse kan fremtiden for disse piger ændres.

Dommerkomiteen bestod af de tre skandinaviske chefredaktører, Camilla Lindemann, IN, Ellen Arnstad, Henne og Mona Johansson, Damernas Värld, to livsstilseksperter, Erling Dokk Holm fra Norge og svenske Lotta Ahlvar, direktør for Svenska Moderådet og endelig Eccos chefdesigner, Einar Truelsen
Velgørenhed
Eccos modeshow og Walk IN Style Award er essentielle dele af Eccos kampagne “My World, My Style, My Ecco” og velgørenhedsprogrammet Walk for Life, der også inkluderer Eccos store Walkathon events, som i dag finder sted i adskillige lande.
”My World, My Style”-udsagnet udtrykker kernen af Eccos grundlæggende filosofi, som lægger vægt på, at mennesker skal vælge deres personlige stil.
Velgørenhedsprogrammet Walk for Life har som mål at støtte helse, børn og miljø i bestræbelse på at gøre verden til et mere behageligt sted at leve. Og derfor ønsker virksomheden, at vinderne af Walk IN Style awarden skal bruge pengene på enten helse, børn eller miljø.
Vinderne står frit til at vælge den organisation de ønsker at støtte inden for de tre områder.