Direktør Christian Kierkegaard fra Dansk Fagpresse har til SID’s Fagbladet udtalt sin støtte til et forslag fra SF om at fjerne virksomhedernes fradragsret for reklametryksager. Baggrunden for Christian Kierkegaards opbakning af SF er, at han herigennem øjner en mulighed for at kunne opretholde porto-støtten til fagblade i sin nuværende form. Den skattemæssige gevinst ved at nægte virksomhederne fradrag for produktion af reklametryksager vil rigeligt opveje statens nuværende udgifter til porto-støtten.
Direktør Steen Læssøe fra Dansk Marketing Forum tager skarpt afstand fra at løse fagpressens problemer ved at sende aben videre til virksomhederne og dermed i en vis udstrækning genere fagpressens egne kunder.
– Hvad der er endnu mere betænkeligt ved forslaget er imidlertid, at dette nemt kan blive starten på den meget omdiskuterede reklameskat, hvilken vil skade alle markedsføringens interessenter incl. Fagbladene, siger han.
Ifølge Christian Kierkegaard forslag vil fradragsret dog kunne opretholdes såfremt “reklametryksagen har et redaktionelt indhold”.
– Med en sådan udtalelse placerer Dansk Fagpresse sig på linje med regeringen i den aktuelle sag om porto-støtten, hvor regeringen også ønsker at selektere mellem de medier, der kan opnå tilskud (fradrag), mener Læssøe.
– Hos Dansk Marketing Forum anser vi fortsat spørgsmålet om porto-støtten mere som mediepolitik end som finanspolitik, hvorfor det handler om meget andet end blot at skaffe en hurtig finansiering på andres bekostning. Porto-støtten skal ses i en større sammenhæng og løses for alle medier på lige vilkår, på een gang slutter Steen Læssøe.