“Hey shoe lover! Få et gavekort på 200 kroner til online shopping! Kun 5 kroner.”

Sådan lød budskabet bl.a. i en kampagne, som virksomheden Pointshop – der nu har skiftet navn til Pointworld – kørte på nettet i en måneds tid i slutningen af 2011.

Og som med alt, der lyder for godt til at være sandt, så gjaldt det også i dette tilfælde.

Der var nemlig tale om en abonnementsfælde, hvor de skofans, der betalte de fem kroner, samtidig uforvarende tegnede et VIP-abonnement til Pointshop.dk

Efter 14 dage kostede det 270 kroner pr. måned, hvis ikke forbrugeren opsagde aftalen forinden. Oplysningen om, at der var tale om et betalingsabonnement, var skjult allernederst på siden efter en række mindre vigtige oplysninger.

Dommen er stadfæstet

Det er i allerhøjeste grad vildledende markedsføring, og Forbrugerombudsmanden meldte i 2012 Pointshop til politiet. I maj 2013 uddelte byretten en bøde på 60.000 kroner til virksomheden, som den nordjyske it-millionær Magnus Kjøller stod bag.

Vestre Landsret afviste en anke af bøden, da Pointshop udeblev fra domsforhandlingen af sagen. Efterfølgende har Procesbevillingsnævnet afslået at give Pointshop tilladelse til at kære landsrettens afvisning af sagen til Højesteret.

Så nu står dommen og bøden ved magt, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Jeg er godt tilfreds med, at byretten gav os medhold i, at Pointshops kampagne var vildledende, og at vi nu har fået endelig dom i en sag om abonnementsfælder på nettet, siger Forbrugerombudsmand Henrik Øe

Pas på abonnements-fuskere

– Dommen er interessant af flere grunde. Den gør det klart, at et selskab ikke må skjule væsentlige oplysninger for forbrugerne nederst på siden eller sidst i teksten. Og dommen giver os en klar linje for bødeniveauet i sager om abonnementsfælder på nettet, fortsætter han.

Og det er et voksende problem. Siden årsskiftet har Forbrugerombudsmanden politianmeldt seks lignende sager, og der er givet bøder i ni sager om vildledende markedsføring af abonnementer.

– Pointshop er desværre ikke det eneste selskab, som bruger vildledende kneb i markedsføringen af abonnementer. Den form for markedsføring på nettet er derfor blandt mine særlige indsatsområder i år, slutter Henrik Øe.

Du kan læse mere om, hvordan du anvender konkurrencer og lignende i din markedsføring – uden at gå på kompromis med lov og sund forretningsmoral – her.