Østre Landsret har besluttet, at TV 2 har misbrugt sin dominerende stilling på annoncemarkedet ved at tilbyde årsrabatter, hvilket er
i strid med konkurrenceloven.
Men dommen og den bagvedliggende lovgivning er til gengæld i strid med sund fornuft. Det mener både OMD’s trading director, Claes Braagaard og Carats tv-direktør Mikael Ostenfeld.
– Det er en fuldstændig absurd dom. Der er jo ikke noget odiøst i, at når du køber mere end én vare, så får du mængderabat. Dommen siger, at en annoncør, der bruger én million, skal have den samme rabat, som en annoncør, der lægger ti millioner kroner. Hvorfor må TV 2 ikke give mængderabat, når Viasat, som har indklaget dem, har den samme prisdifferentiering. Det samme har SBS. Radiostationerne har det også. Alle steder i samfundet gælder det, at jo mere du køber, jo billigere kan du få det. TV 2 agerer ikke anderledes end nogen som helst andre. Nu bliver markedet konkurrenceforvridende i forhold til TV 2, siger OMD’s Claes Braagaard.
Carats Mikael Ostenfeld er enig i, at det er en ulogisk situation tv-markedet befinder sig i.
– I mit hovedet er det en fuldstændig ulogisk lovgivning, når man kan blive anklaget for ikke at give en kunde, der lægger 10 millioner kroner mere rabat, end en kunde der lægger 5 millioner kroner, siger Mikael Ostenfeld, der mener, at TV 2 står overfor en stor udfordring, hvis dommen fra Østre Landsret føres ud i livet.
– Særligt store annoncører vil opleve, det de nu kan få væsentlig bedre vilkår hos Viasat og SBS, når de kan få mængderabatter der, men ikke hos TV 2, siger han.
Hos Konkurrencestyrelsen bekræfter kontorchef Hans Kierkegaard, at dommen betyder, at Viasat og SBS kan fortsætte med det præcis samme annonceprissystem, som nu ikke længere må benyttes af TV 2.
– TV 2 har en dominerende stilling på markedet i forhold til tv-reklamer, hvor de er klart størst og derfor underlagt særlige forpligtelser. Du kan ikke udlede noget ud fra andre rabatter i samfundet. Dommen knytter sig konkret til TV 2’s årsrabatter, siger Hans Kirkegaard.
TV 2’s jurister er i øjeblikket i færd med at granske dommen. Derfor har TV 2 endnu ikke ønsket at kommentere sagen.