Næsten 20 år blev det til for Jette Kierkegaard. Fra trainee til produktionsdirektør i en lang karriere hos ACNielsen AIM. Sammen med kundedirektør Claus Gersdorff sagde hun i sidste uge farvel til analysegiganten i Hellerup.
– Jeg har jo kunnet følge, at de to forretningsområder skulle sammenlægges i en fælles organisation. Og derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at der ikke blev plads til mig, siger en fattet Jette Kierkegaard i telefonen til Markedsføring.
– Nu vil jeg tage den lidt med ro og finde ud af, hvad jeg vil. Jeg har jo en stor erfaring i branchen og som leder, efter næsten 20 år hos først AIM og siden ACNielsen, siger hun.
Årsagen til den nye organisation er et ønske om at fokusere mere på synergierne i de to forretningsområder, henholdsvis RMS (Nielsen-tallene) og CR, (individuelle undersøgelser). Peter Schelde, tidligere chef for CR, bliver ansvarlig for konsulenterne i både RMS og CR, mens Claus Werborg bliver produktionsansvarlig for begge områder.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Claus Gersdorff. msol
Nyheder