De danske digitale bureauer har nu for første gang et organisatorisk fællesskab. I går stiftedes nemlig ADDA (Association of Danish Digital Agencies, red.), der er en tilknyttet forening til Huset Markedsføring, hvor sekretariatet i øvrigt er placeret. I formel forstand er ADDA en selvstændig forening med egen bestyrelse, der har en samarbejdsaftale med Huset Markedsføring.
− Bestyrelsen er begejstret for det store engagement på dagens generalforsamling, hvor der var nærmest kampvalg om pladser til bestyrelse og arbejdsgrupper. Vi er nu etableret og klar til at gå i gang med det konkrete arbejde, siger den nyvalgte formand Søren Pommer, partner og group COO hos VerticPortals.
Formålet med den nye forening er at skabe et fællesskab, der skal udvikle de digitale bureauer og markedet.
− Vi skal skabe synlighed og øge viden om de digitale discipliner. Vi arbejder inden for tre felter, PR og ekstern kommunikation, skabe netværk og viden i branchen, og endelig skal vi professionalisere branchen yderligere. Det sker bl.a. ved, at vi har nedsat fem arbejdsgrupper inden for de tre områder.
Hvad kunne det fx være?
− Eksempelvis vil både kunder og bureauer spare tid og penge, hvis vi skaber holdbare guidelines for udbud, slutter Søren Pommer.
Bestyrelsen består af:
Søren Pommer, VerticPortals, Joacim Jeppesen, Valtech, Anders Uttrup, Creuna, Mikkel Jespersen, 1508, Steen Enegaard, Deducta, Rikke Clausen, Magnetix, Claus Sølvsteen, Peytz & Co og Kristoffer Ewald fra Guava. Suppleanter er Steffen Blauenfeldt Otkjær, DIS/PLAY, og Bettina Sherain, TripleLBI.
Både Huset Markedsføring og ADDA tilbyder naturligvis medlemmerne fordele ved den nye partner-relation. Interesserede i den nye forening kan indtil videre kontakte Jan Maagaard via
jm@markedsforing.dk.