Endnu to dygtige digitale bureauer har meldt sig ind i ADDA, Association of Danish Digital Agencies. Det drejer sig om Pentia og Cph Digital. Dermed et foreningen for den ypperste danske digitale ekspertise oppe på 18 medlemmer.
– På bestyrelsens vegne vil jeg sige, at vi er meget glade for at byde Pentia og CPH Digital velkommen i foreningen. Stærke digitale løsninger udvikles af specialister, der evner at samarbejde bredt, siger Søren Pommer, ADDA formand.
– ADDAs medlemmer dækker nu i endnu højere grad alle de kompetencer, der skal til for at skabe succes digitalt. Vi ser frem til at øge dybde og bredde yderligere i den kommende tid, fortsætter Søren Pommer, medstifter af Gluu.
Pentia blev stiftet i 1998 af fem dataloger fra Københavns Universitet. Drivkraften var et fælles ønske om at skabe innovative løsninger, som tog udgangspunkt i de anerkendte, internationale standarder.
I dag har Pentia knap 70 ansatte, hvoraf de fleste er højtuddannede IT-specialister og projektledere. De kalder sig selv for ”Verdens bedste Sitecore-partner”.
Med udgangspunkt i Sitecore har Pentia over årene leveret mere end 150 løsninger til både offentlige og private organisationer.
Marketing i en digital tidsalder
Løsningerne spænder vidt. Fra helt små enkeltstående websites til store portaler med dyb og avanceret integration til backend-systemer samt extranets, intranets og subsites.
Cph Digital er et mindre bureau, centralt placeret i København.
Bureauet har stor erfaring indenfor bannerproduktion, Facebook-apps, Drupal- og mobil-løsninger. Cph Digital er vant til at arbejde med korte deadlines, og kan derfor nemt og hurtigt omsætte eksisterende design til digitale løsninger, men også bygge dem op helt fra bunden. Den direkte kundekontakt til specialisterne, vægtes meget højt i bureauet.
Når ADDA er et godt sted at mødes og få inspiration, skyldes det bl.a., at nettet har udvisket grænserne mellem produkt, service og markedsføring. Produkter markedsføres og sælges i dag via “word of mouth,” gennem “freemium” modeller, hvor produktet i sig selv er markedsføringen og på utallige andre måder. Og det hele handler om marketing.
Den tid er forbi, hvor marketing alene handlede om kommunikation, lyder det fra foreningen. I dag dækker marketing over hele processen med at udtænke produkter, bringe dem på markedet og hjælpe kunderne til at bruge dem.