Dansk Boldspil-Union (DBU) og Adidas har forlænget samarbejdsaftalen om levering af fodbold- og fritidsbeklædning frem til 30. juni 2014.
Udover den kontante værdi indeholder aftalen royalties for salg af fodboldudstyr med DBU’s logo i detailhandelen, og dermed er den fortsat DBUs økonomisk næststørste kommercielle aftale, lyder det i en pressemeddelelse.
Leveringsdelen omfatter kamp-, trænings- og andet fodboldudstyr til DBUs 14 landshold samt leverancer til blandt andet DBU’s talentudviklingsprogrammer, DBU’s børne- og ungdomsaktiviteter samt uddannelsessektoren. Dertil kommer levering til DBU’s seks lokalunioner.
Aftalen adskiller sig dermed markant fra tilsvarende aftaler mellem producenter og klubhold. Adidas indgik eksempelvis i begyndelsen af februar en ny sponsoraftale med F.C. København, der blev betegnet som den største sponsoraftale i Norden nogensinde.
Til EM i Adidas-klæder
I lighed med både den tidligere og nuværende aftale bliver økonomien i aftalen efter ønske fra Adidas ikke offentliggjort, og ”DBU har ikke behov for at dokumentere, hverken aftalens pålydende eller potentielle værdi”, lyder det i pressemeddelelsen.
– Det er tilfredsstillende for os, at verdens førende producent af fodboldudstyr fortsat tilbyder os en så attraktiv aftale. Fra vores side skal forlængelsen af aftalen ses som en bekræftelse i, at valget af Adidas for snart 10 år siden var det rigtige for os. Adidas’ kvalitet er indiskutabel, og firmaets leveringsdygtighed har levet op til vores forventninger, siger DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen.
Forlængelsen af aftalen kommer efter, at DBUs højest profilerede aktivitet og produkt, herrelandsholdet, har kvalificeret sig til den anden slutrunde ud af fire mulige med Adidas som leverandør, idet Adidas overtog leverancerne til DBU fra Hummel efter EM-slutrunden i 2004.