Hidtil har Adidas brugt størstedelen af sine markedsføringskroner på massekommunikation, mens butiksorienterede aktiviteter har slugt det resterende af sportsgigantens danske selskabs markedsføringsbudgetter.
Nu lægger Adidas imidlertid kursen om. Allerede i efteråret, vil butiksaktiviteterne få en større andel af budgettet, og til foråret forventer Adidas, at budgettet deles nogenlunde ligeligt mellem butikken og massekommunikation, hvor TV mediet selvfølgelig står lidt for sig selv.
– TV er et medie, som vejer meget tungt i budgettet, så det bliver svært at skære ned her til fordel for butikken. Men vi har en helt klar idé om at udnytte, at de fleste købsbeslutninger træffes i butikken, siger Bo Hansen, som er butikskonsulent hos Adidas.
Hans stilling er resultatet af en omstrukturering i adidas marketingafdeling, som afspejler den øgede vægt, butikken har fået.
Adidas tog for nylig Happy Advertising i Herning med i sin gruppen af reklamebureauer. Netop Happy Advertising lægger stor vægt på at bruge butikken som medie. Således har bureauet etableret egen merchandiserfunktion for at sikre, at kundernes kampagner bliver fulgt helt til dørs i salgsleddet.
– Vi har oplevet, at vores butiksmaterialer aldrig er kommet op i en del af sportsbutikkerne. Der var måske ikke lige en dekoratør til rådighed, eller også glemte man at man havde fået det, når man havde mulighed for at bruge det. Men nu satser vi i forbindelse med større kampagner på 100 procents løsninger og sender derfor selv merchandisere ud, understreger Bo Hansen.
Størstedelen af Adidas markedsføringsmaterialer er udviklet internationalt og skal derfor blot versioneres. Det gælder også butiksmaterialerne. Men Bo Hansen slår fast, at selskabet fremover vil bruge kræfterne på butiksaktiviteter, som ikke bare er “pap-og-papir-løsninger“.
– Man vil se events, en anderledes uddannelse af ekspedienterne, ligesom vi vil bruge konkurrencer, merchandisere, mysteryshopping og mange andre tiltag. Det handler om at give kunderne en oplevelse, siger han.
SKABE SALG UD AF BUTIK
– Det er meget spændende for os, at Adidas har valgt at satse på butikken som medie, der jo er et fokusområde for os. Det er således vores opgave ikke bare at sælge Adidas produkter ind i butikkerne – men i lige så høj grad at hjælpe butikkerne med at sælge til forbrugerne, fortæller Michael Gade, Happy Advertising.
Foto i fotomappen mf18