Så sent som i sidste måned sendte Adidas i samarbejde med sit flerårige reklamebureauet 180LA en ny stor kampagne i luften med titlen ”Sport 15”, som bl.a. bestod af en reklamefilm, som fik premiere på amerikansk tv under NBA All-Star Weekend i New York.
Men nu slutter festen for 180LA: Adidas har besluttet, at det i stedet skal være reklamebureauet 72andSunny, der skal fungere som det ledende, globale kreative bureau for Adidas Sport Performance.
Der skal samarbejdes med både Amsterdam-kontoret og Los Angeles-kontoret og 72andSunny får ansvar for brandets globale kampagner på strategiske fokusområder som fodbold, løb, basketball og kvinde-serier.
Ifølge amerikanske AdAge er budgettet ikke vundet i pitch, men i forlængelse af, at Adidas selv kontaktede bureauet med henblik på et eventuelt samarbejde, fordi man var imponeret over noget af bureauets arbejde for bl.a. Samsung.
Mere aggressiv historiefortælling
I en pressemeddelelse fra Adidas siger Senior VP, Jocelyn Robiot, at sport er det ultimativt vigtigste aktiv for Adidas, og at der skal satses hårdt fremover:
– Vores kommunikationsstrategi vil fremadrettet bygge på både en hyppigere og en mere aggressiv historiefortælling. Vi går efter at arbejde med de bedste for at indfri vores ambitioner, og med 72andSunnys historie inden for både innovation og banebrydende kampagner, ser vi bureauet som den perfekte partner til at hjælpe os med at vise, at Adidas er det bedste sportsbrand i verden.
Bureauet har da også noget at prale af: Det er blevet udnævnt til ”Mest Innovative Virksomhed 2015” af Fast Company og er derudover kåret til ”Årets Bureau” hele to gange af de amerikanske branchemedier Advertising Age og Adweek.
Og ikke overraskende er man også på bureauet glade for den nye kunde:
– Vi er begejstrede over at få lov til at arbejde med Adidas. Ikke kun på grund af deres historie, men også fordi deres mål er intet mindre end at omdefinere moderne sport og brand marketing. De er ligesindede konkurrerende partnere, og vi glæder os til at vinde med dem, siger Glenn Cole, der er Chief Creative Officer hos 72andSunny, i en pressemeddelelse.
Også Carlsbergs nye bureau
72andSunny servicerer fra deres kontorer i Los Angeles, Amsterdam og New York kunder som bl.a. Axe, ESPN, Google, Samsung, Smirnoff, Sonos og Starbucks.
Og herhjemme valgte Carlsberg-gruppen så sent som i februar også at samarbejde med 72andSunny.
Adidas samarbejder – ud over altså nu 72andSunny – med Carat/Dentsu Aegis på mediafronten og med Johannes Leonardo fra New York som det førende kreative bureau for Originals.