Ifølge Erhvervsbladet er annoncenetværket Adlink i store problemer. Revisoren vifter ifølge avisen med det røde flag i annoncenetværket Adlinks regnskab for 2001. Anpartskapitalen er tabt, og selskabets fortsatte drift afhænger af, om det lykkes at få tilført ny kapital, skriver revisoren i en bemærkelsesværdig revisionspåtegning.
Ifølge virksomheden selv er pengene dog på vej.
Adlink fusionerede i november sidste år med Doubleclick og er i dag den suverænt største sælger af annoncer til danske netmediers internet-sider. Største kunder er blandt andre Jyllands-Posten, Politiken, Ekstrabladet og TV2. – Selskabets fortsatte drift vil være afhængig af tilførsel af likviditet eller tilfredsstillende fremtidige resultater.
Adlink skifter direktør, i det den hidtidige adm. direktør, Klaus Pedersen, “efter gensidig aftale” er fratrådt pr. 1. oktober i år. Tidligere salgsdirektør, Christopher Hermansen, overtager stillingen som direktør for Adlink. Udover Klaus Pedersen fratræder også Adlinks teknisk chef, Flemming Nielsen, sin stilling.
jür