I øjeblikket er der ingen tvivl om, at standardformatet bag online video, interaktive bannere og diverse applikationer er Adobes softwareprogram: Flash.
Men nu regner Adobe med at erobre nyt land. Således annoncerer Adobes øverste mand, Shantanu Narayen, i dag (mandag) på den årlige National Association of Broadcasters-kongres i Las Vegas, at Flash vil blive udbredt til fjernsynsskærmene.
Shantanu Narayen har en klar forventning om, at de første fjernsyn og tv-bokse, der understøtter Flash kommer i handlen senere på året. Det skriver The New York Times.
Adobes udmelding er meget interessant, fordi forbrugere dermed får meget lettere ved at se online videoklip eller andre internetapplikationer på deres fjernsyn.
Besnærende for producenter
Og for indholdsproducenter, som eksempelvis de store Hollywood-studier, er ideen om Flash-fjernsyn endnu mere tillokkende, da de får mulighed for at producere deres ting i et enkelt format, der kan distribueres til alle platforme.
– Kommende generationer af forbrugere vil helt sikkert forvente, at de har tilgang til deres content, hvornår som helst, og på hvilken som helst platform, siger Bud Albers, der teknisk chef for Disneys Interactive Media Group. Disney er med på kongressen i Las Vegas for at give sin støtte til Adobes Flashvisioner.
Men Adobe har et par pænt store konkurrenter, der vil gøre meget at forhindre, at Flash bliver det nye altdominerende standardformat.
Det drejer sig om Apple, der har valgt, at iPhone ikke understøtter Flash, og det drejer sig Microsoft, der med sin Flash-pendant, Silverlight, har sin egen dagsorden. Og med aftaler med blandt andre BBC og tidligere samarbejder med NBC og CBS ved særlige begivenheder, kan Bill Gates & Co, der tjener 17 gange så meget som Adobe, være meget vanskelige at udkonkurrere.
Ifølge Adobe er Flash installeret på 98 procent af alle computere, og cirka 80 procent af alle sete videoklip er Flash-baseret.
Desuden er Flash installeret på 40 procent af alle solgte mobiltelefoner sidste år.
Det er ikke oplyst, hvorvidt Adobe har indgået aftaler med nogen fjernsynsproducenter.
ac