Adobe har endnu engang gravet i dybt i lommerne, med ambitionen om at blive den foretrukne tjeneste til eksekvering af kreative projekter.

IT-virksomheden har således spenderet 4,7 mia. kroner. på fototjenesten Fotolia, som indeholder over 33 millioner film og billeder, som dermed bliver en del af Adobes Creative Cloud.

Det betyder, at Creative Clouds 3,4 millioner brugere, får udvidet adgangen til kreativt indhold, som i forvejen tæller 6,9 mio. kreative projekter, som er en del af Behance, som er den kreative porteføljetjeneste, som Adobe købte for to år siden.

Fotolia vil præcist som Behance fortsætte som en selvstændig tjeneste, der er tilgængelig for alle, uden nødvendigvis at have tilknytning til den kreative sky.

For grundlæggeren af Fotolia er der tale om en gammel drøm, der går i opfyldelse.

 – At blive en del af Adobe-familien er en drøm, som vil sende os nærmere vores vision om at blive det foretrukne sted for kreative at opbygge deres forretning, og hvor designere samtidig kan finde fantastiske kreative projekter, lyder det fra Fotolias CEO og grundlægger Oleg Tscheltzoff.

Købet af Fotolia skal ifølge Adobes Senior VP David Wadhwani styrke Adobes position som kreatives foretrukne portefølje af indhold og kreative værktøjer.

– Creative Cloud er ved at udvikle sig til en markedsplads for den kreative branche, hvor der både er adgang til billeder, videoer, skrifttyper og med muligheded for at søge efter kreative talenter, fortæller David Wadhwani.

Fotolia er i dag tilgængelig i 23 lande og på 14 sprog, og virksomheden har i dag kontorer i New York, Paris og Berlin.