Adobe har indgået en aftale om at købe videoannoncerings-platformen TubeMogul for ca. 540 mio. dollar, svarende til 3,7 mia. gode, danske kroner.
TubeMogul er en af de større spillere på det boomende marked for videoannoncering.
Det børsnoterede selskabs Demand Side Platform (DSP) gør brands og bureauer i stand til at planlægge og købe videoannoncer på tværs af enheder som pc’er, smartphones og tv’er.
Planen er at integrere TubeMogul med de øvrige datahåndterings og analyseværktøjer i Adobe Marketing Cloud-divisionen.
Videoannoncering for milliarder
I dag er videoannoncering den hurtigst voksende kategori inden for reklamer og annoncering, og med integrationen af TubeMogul og Adobe Marketing Cloud ser Adobe sig i stand til at styrke sin ekspertise inden for search-, display- og social media-annoncering i forhold til planlægning, indkøb og distribution via Adobe Media Optimizer (DSP) til videomarkedet.
Et marked der ifølge MagnaGlobal vil vokse til svimlende 1,3 billioner annoncekroner (196 mia. dollar) i år.
Adobe og TubeMogul har en del fælles kunder, der kan nyde godt af integrationen, heriblandt Allstate, Johnson & Johnson, Kraft, Liberty Mutual, L’Oréal, Nickelodeon og Southwest Airlines.
Handlen forventes gennemført i første kvartal 2017.