Med et greb i lommen på 3,4 milliarder kroner købte Adobe i sidste uge Neolane, som med sit marketing management-system fuldender Adobes ambition om at tilbyde en “one stop shop” marketingplatform i skyen.

Marketing Cloud bliver fremover et komplet ”marketing ressource management”-system, som kommer til at håndtere både online og offline aktiviteter.

Med andre ord bliver Neolane det sjette hjul i Adobes marketingsky, som hidtil har været kritiseret for udelukkende at håndtere online marketing via de fem områder:

– Social Marketing

– Media Optimization

– Digital Analytics

– Testing and Targeting

– Web Experience Management

Altså med Neolane integreret i skyen, får Adobe mulighed for også at gå offline.og kan fremover levere en fuldendt løsning som inkluderer alle offline og online marketingaktiviteter.

– Vi ser gerne, at Marketing Cloud bliver ”the place to go” for de virksomheder, som har behov for at trække alle faserne af marketingprocessen sammen, lyder det fra Adobes europæiske marketingdirektør, Mark Phibbs.

– Vi håber, at vi med Neolane kan give virksomhederne et bedre samlet overblik, og samtidig forfine og strømline marketingprocessen, så den bliver lettere at håndtere for marketingmedarbejderen, tilføjer Mark Phibbs og fremhæver, at der fortsat bliver brug for kompetente medarbejdere til at håndtere de enkelte områder i processen, selvom marketing bliver mere og mere automatiseret.

”Marketing need great technology and people”, fastslår Mark Phibbs og afviser da også, at Adobe skulle være i gang med at tage brødet ud af munden på bureauerne.  

Mark Phibbs understreger, at der ikke kan røres ved bureauernes position som “the big ideas factory”, selvom både Adobes Creative Cloud og Marketing Cloud giver virksomhederne mulighed for at in-source marketing. Han mener derimod, at det udelukkende er Adobes rolle at skulle forbedre og strømline marketingprocessen i den enkelte virksomhed.

– Med Neolane som en del af Marketing Cloud får marketing fremover fuld kontrol over hele processen og får fremover mulighed for tage ansvar for hele kunderejsen. Det kræver samtidigt, at marketing rykker op i hierarkiet, og ikke bare bliver sat til at eksekvere kampagner, men kan tage fuld ansvar for såvel kundeoplevelse som “return on investment”, siger Mark Phibbs og fremhæver, at det strengt taget kun er muligt, såfremt man har adgang til de fornødne værktøjer.

Stéphane Dehoche, administrerende direktør for Neolane supplerer.

– Hvis marketing skal tage ansvar for kunderne, skal de også kende hver enkelt kunde, fastslår han og fremhæver, at med overtagelsen af Neolane, kan Marketing Cloud fremover grave et spadestik dybere, fra at have fuld fokus på kundeoplvelsen, til at have fuld kendskab til hver enkelt kunde.

Udover at gøre Marketing Cloud komplet, så har Stéphane Dehoche desuden store forventninger til, at Neolane via Adobes globale partner-netværk fremover bliver rullet ud på markeder, hvor man hidtil ikke har været markant tilstede.

Hvor Neolane hidtil har haft godt fat i Europa og Nordamerika, så mener Stéphane Dehoche, at der eksempelvis er et stort forretningspotentiale i vente i Asien og resten af APAC-området.