Selvom detailhandlen er presset i bund af nethandlens mange muligheder, så er der ingen grund til at smide håndklædet i ringen, lyder det fra softwarekæmpen Adobe.

Et eksempel er sportsbrandet Nike, der har udviklet en interaktiv ”style and fit”-guide til deres sports-bh’er – guiden afvikles i butikkerne på en kundes iPad og skal hjælpe kvinder med at vælge den pasform, som er den rigtige for dem og deres træning.

– Med løsningen har Nike gjort det lettere for kunderne at vælge det rigtige tøj i butikken. Dels er købsprocessen gjort nemmere, mens oplevelsen er gjort mere spændende og underholdende ved at udnytte teknologiske muligheder til bl.a. at vise video og andet interaktivt indhold, siger Dan Andersson, der er ansvarlig for Adobes Digital Publishing Suite i Norden.

Ifølge en undersøgelse foretaget af analysehuset comScore, vil der i 2015 være mere end 90 millioner iPad-brugere i USA. Desuden viser undersøgelser fra Forrester, at udbredelsen af tablets står over for et kæmpe gennembrud, når markedet for tablets slår igennem på andre enheder end blot Apples iPad, som hidtil har siddet på hele 97 pct. af markedet.