I sidste uge kunne Adobe løfte sløret for en række nyheder i selskabets Marketing Cloud, der skal gøre digital markedsføring til forbrugere – der har det med at springe frem og tilbage mellem alskens enheder – lettere end det mareridt, det i dag kan være.
Et eksempel er Adobe Marketing Cloud Device Co-op. Det er et nyt netværk, hvor verdens største brands kan arbejde sammen om at præsentere relevante annoncer til forbrugere på tværs af enheder.
Vel at mærke uden brug af cookies.
Netværket fungerer ved, at det anonymiserer personlige data som navn, tlf. nr. og e-mail for at sikre privatlivets fred. Derefter deles information, fx at forbrugeren netop har bestilt en rejse til en bestemt destination.
Relevans, relevans…
Netværket skal fx sørge for, at forbrugeren i den situation ikke længere bombarderes med rejseannoncer, men i stedet oplever relevant markedsføring i form af tilbud på hoteller, restauranter og kulturtilbud ved den givne destination. Adobes Co-op forventes at sammenkæde op til 1,2 mia. enheder.
– I dag fokuserer digital markedsføring på IP-adresser og internet cookies og har indtil nu ikke været i stand til at etablere intelligente forbindelser med alle forbrugere på digitale platforme. Vores nye Co-op er med andre ord markedsføring til mennesker, ikke til computere eller mobile enheder, siger Håkan Cedéll, nordisk chef for Adobe Audience Manager.
– Indtil nu har det kun været firmaer som Google og Facebook – der har et stort antal brugere, som logger ind på deres økosystemer regelmæssigt – der har været i stand til at holde styr på forbrugerne, når de bevæger sig fra én enhed til en anden, fortsætter han.
Partnerskab med ComScore
Adobe Marketing Cloud Device Co-op blev annonceret på den årlige marketingkonference Adobe Summit i Las Vegas med 10.000 deltagere.
Her præsenterede Adobe også en række nye algoritmebaserede funktioner, der på baggrund af enorme datamængder bl.a. kan anbefale og foreslå emnelinjer til e-mails og udvælge billeder til digitale kampagner målrettet forskellige forbrugere på tværs af kunde-touch-points.
Samtidig skal et nyt samarbejde mellem cross-platform-målingsspecialisterne ComScores kundedata og Adobes Marketing Cloud gøre det nemmere for indholdsleverandører og annoncører at måle kundeadfærd og oplysninger om eksempelvis antal afspilninger af video, hvor længe forbrugeren har set indholdet og hvor meget forbrugeren interagerer med online indhold.
Det skulle gerne munde ud i, at annoncører kan optimere deres digitale kampagner og bedre målrette annoncer på tværs af tv og andre digitale kanaler.
– Samtidig kan mediehuse udnytte disse oplysninger til at forudse, hvordan deres indhold performer på tværs af platforme og målgruppesegmenter, forklarer Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud.
Her kan læse du læse mere om, hvordan Adobe Marketing Cloud Device Co-op virker og mere om samarbejdet med comScore og Adobes nye marketingalgoritmer.