Annoncørerne er fortsat dybt ind i 2013 forsigtige med at investere i kommerciel kommunikation, og det betyder, at selv de bedst drevne bureauer har det svært.

Hos AdPeople reagerer ledelsen ved at afskedige syv medarbejdere, hvilket er trist men ikke desto mindre nødvendigt, siger den nytiltrådte adm. direktør:

– Vi havde håbet, at vi var i stand til at holde på alle de gode medarbejdere, men vi har ikke været i stand til at finde tilstrækkeligt med nye opgaver, siger Sille Stener. ”Det er aldrig let at sige farvel til dygtige medarbejdere, men vi skal sikre indtjeningen, så vi fastholder arbejdspladser til de fleste.”

Selv jeres største kunder, Dell og Saxo Bank, har skruet betragteligt ned for kommunikationen?

– Vi udtaler os aldrig om konkrete kundeforhold. Men jeg vil godt sige, at krisen ikke er ovre endnu, hverken i Danmark eller i Europa, og da vi har mange internationale kunder, mærker vi naturligvis kundernes tilbageholdenhed. Det kræver, at vi tilpasser forretningen.

Du er havnet i en ny chefstol på et skidt tidspunkt?

– Naturligvis er jeg og den øvrige ledelse kede af situationen. Vi er jo ikke upåvirkede, når vi siger farvel til dygtige medarbejdere. Men en af de vigtigste opgaver for en leder er, at man med rettidig omhu gør, hvad der skal til for at sikre en rentabel forretning.

– Kun på den måde opnår vi den frihed til at investere yderligere i forretningen, hvilket sikrer virksomheden på lang sigt. Og på det lange sigt skal vi dreje AdPeople fra at være et reklamebureau i konsulentretningen med flere opgaver som strategisk rådgiver, slutter Sille Stener.

AdPeople har de seneste tre år tjent i alt 60 mio. kr. før skat i runde tal med 15 mio. kr. i 2012. I år når bureauet næppe den samme indtjening som sidste år. Der er cirka 70 medarbejdere i bureauet i Danmark i dag og lidt mindre end 500 worldwide, hvis man tæller de fire regionale kontorer og de fem produktionshubs med.