I løbet af efteråret har adServing International undersøgt efterspørgslen på annoncestyringssystemer i Italien.
Rresultaterne var positive, og der er skrevet kontrakt med de første kunder.
Men kunderne betjenes pt. fra Danmark.
– Vi havde en idé om at markedet i Italien var attraktivt og gennemførte en mindre salgsindsats i december. Salgsindsatsen faldt positivt ud, og vi går nu intensivt på jagt efter et samarbejde med en lokal samarbejdspartner, som vil fungere som agent i Italien, siger administrerende direktør Jesper Møller, adServing International.
Han fortsætter:
– Salgsarbejdet vil fortsætte fra Danmark, indtil vi dels har fundet en agent og dels har gennemført oplæring og indkøring. Markedet er i al sin enkelthed for attraktivt til, at vi stopper salgsarbejdet. Vi satser lige nu, ellers kommer der bare en anden ind på markedet, udtaler Jesper Møller.
AdServing Internationals annoncesystemer til håndtering af online annoncer og anden digital annoncehåndtering anvendes i dag i 12 europæiske lande, men målet er 25 i 2010.
Virksomheden har agenturer i Danmark, Sverige, Island, Holland, England og salgsaktiviteter i Finland.