Annoncører verden over købte reklamer for 1.9 procent flere kroner i første kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2012. Det viser Nielsens kvartalsrapport Global AdView Pulse, som netop er offentliggjort.
Men den lille vækst er særdeles ulige fordelt rent geografisk.
Som den eneste region står Europa således for en tilbagegang på 4,4 procent, mens øvrige regioner enten holder sig på status quo eller har fremgang.
Syd- og Mellemamerika står for den største fremgang i perioden – hele 11,9 procent. Asien har også haft vækst i reklamekøbet med 5,8 procent – et tal der dog dækker over store forskelle landene imellem. Således har Kina, Indonesien og Filippinerne alle vækstrater over 20 procent, mens Japan går tilbage med 1,1 procent.
Mellemøsten og Afrika står for en vækst på 2,9 procent, mens USA ligger fladt.