Det blev Advance, der løb med budgettet for Arla-produktet Cultura i en bureau-konkurrence, som der har verseret forskellige rygter om. Bl.a. har det forlydt, at konkurrencen stod mellem nordisk baserede organisationer eller konstellationer. Rygterne har dog aldrig været bekræftet fra Arlas side.
Den officielle besked er nu, at Advance i en bureaukonkurrence har vundet opgaven at stå for markedsføringen af Cultura i Danmark – samt at det svenske bureau Volt også bliver involveret.
– Om stilen bliver nordisk – det er der ganske enkelt ikke truffet beslutning om på nuværende tidspunkt. Og hvordan samarbejdet mellem Advance og Volt bliver – det er noget der skal forme sig fremover, siger produktchef Søren Skjalm-Rasmussen, Arlafoods.
Cultura har tidligere været håndteret af Bates Copenhagen.
Hos Advance glæder kontaktdirektør Morten Kirckhoff sig over den nye kunde.
– Vi har i den senere tid fået flere nye og spændende kunder. Bl.a. skal vi stå for en lancering af et spil fra E.A. (computerspil-producent) i hele verden og CoRo’s juice-produkt Sun Top på internationalt plan. Vi oplever derfor en støt og rolig vækst, hvor vi snart passerer 40 medarbejdere, siger Morten Kirckhoff. fin