Det danske bureau Advance satser globalt, og 70 procent af bureauets opgaver er i dag målrettede det globale marked takket være store kunder som Lego, Coloplast, Johnson&Johnson og Hempel.
I løbet af de seneste ti måneder er fokus angiveligt blevet yderligere styrket, da høreapparatproducenten Widex, pilleproducenten Nycomed og Co-Ro Food har valgt Advance til selskabernes globale markedsføring.
– Vi er midt i en rivende udvikling, både på medarbejder- og kundefronten. Mest af alt handler det om en filosofi om at få skabt nogle stærkere og mere effektfulde brands ved at sikre en bedre sammenhæng mellem mærkets løfte og den reelle leverance, siger adm. dir. hos Advance, Claus Wittenborg.
Han fortæller, at Nycomed skal introducere et nyt produkt i op til 20 markeder i begyndelsen af 2012.
– Vi skal bygge det strategiske fundament, udarbejde kommunikationsstrategien samt gennemføre den kreative eksekvering og go-to-market strategi. Alt arbejde sker i samarbejde med Nycomeds headquarter i Schweiz, siger han.
For Co-Ro Food, der producerer frugtbaserede drikke som Sunquick, Suntop og Sunfresh og frys-selv-is-klassikeren Sun Lolly, skal Advance blandt andet orkestrere lancering af nye produkter på nære såvel fremmede himmelstrøg. Først gælder det dog udvikling af Sun Lolly brandet på det danske marked.
Og endelig er der høreapparatbrandet Widex.
– Advance har gennem 15 år samarbejdet med Resound, og vi glæder os selvsagt over, at vores erfaring og viden om høreapparater kan komme til nytte i et nyt og spændende samarbejde med Widex, slutter Claus Wittenborg.